Muhammed og de fem høns

februari 5, 2006 at 12:01 f m Lämna en kommentar

H. C. Andersen lærte os, at en fjer kan blive til fem høns i en hønsegård. Nu har vi lært, at 12 satiriske tegninger i en dansk provinsavis, der kun forstås af en promilledel af verdens befolkning, kan udløse så omfattende reaktioner verden over, at både Danmarks omdømme og eksportinteresser. Det skriver Bent Gravesen, historiker och chefskonsulten i Socialistisk Folkeparti i Danmark, med anledning av de våldsamma protester som uppsått i anslutning till Jyllands-Postens publicering av karikatyrerna av Muhammed.

Modsat H. C. Andersen lever vi i dag i en verden, hvor en målrettet provokation mod bestemte minoritetsgrupper i det danske samfund kan vokse til en international krise for Danmarks omdømme. Tilmed tale om en krise af betydelige dimensioner både diplomatisk og folkeligt.

Det stiller historisk nye krav til den måde, der formuleres og føres udenrigspolitik på. Det gælder ikke mindst for en venstreorienteret udenrigspolitik.

Der er flere grunde til, at Muhammed-tegninger i den højreorienterede danske avis Jyllands-Posten afspiller sig helt anderledes end i H. C. Andersens eventyr. Som i eventyret havde begivenheder på H. C. Andersens tid typisk kun relevans og betydning i den hjemlige hønsegård. Uanset hvor meget de blev pustet op. I dag er det helt anderledes. Nu får Jyllands-Posten beslutter sig for at provokere bestemte muslimske mindretalsmiljøer i Danmark, får det i dag umiddelbar betydning for mange uden for Danmarks grænser. Det skyldes grundlæggende, at der er tale om en provokation rettet mod bestemte religiøst definerede opfattelser, som ikke kun giver identitet til bestemte muslimske miljøer i Danmark, men som samtidig giver identitet til millioner uden for Danmarks grænser.

Samtidig gør vores dages kommunikationsteknologier og –praksis, at Jyllands-Postens provokation når ud til gaderne i Gaza og moskeerne i Damaskus. Trods Jyllands-Postens ringe udbredelse uden for Danmarks grænser, eksisterer der i dag helt andre muligheder for, at Muhammed-tegningerne kommer til at påvirke muslimske miljøer verden over. H.C. Andersens håndskrevne breve og årelange rejser rundt i Europa er erstattet med lynhurtig udbredelse af oplevelser, holdninger og informationer gennem Internettet, e-mails, SMS-er og hurtige flybesøg.

Sidst, men afgørende vigtigt, er det at den tid er forbi, hvor Danmark og danskerne kan vælge at være ligeglade med, om vi provokerer på gaderne i Gaza og moskeerne i Damaskus. Danskere har interesser og jobs knyttet til danskejede virksomheder, eksportmarkeder og outsourcede opgaver, der befinder sig overalt på kloden. Samtidig rejser danskerne i dag verden rundt – på rejse, midlertidigt ophold eller som fastboende. Helt modsat H.C. Andersen, der kun delte sin udlængsel og rejselyst med rejsende svende og enkelte andre. Det er disse forandringer i verden, der har gjort Muhammed-tegningerne og konsekvenserne heraf til et udenrigspolitisk tema af dimensioner.

Der er tale om udenrigspolitiske udfordringer af en ny type, som kræver nye svar. Regeringen, Udenrigsministeriet og det danske diplomati i udlandet må i langt højere grad hurtigt kunne håndtere situationer, hvor en lille fjer i den danske andedam vokser til en stor udenrigspolitisk sag i Gaza, Egypten, Yemen, Malaysia og Indonesien.

Ja, ikke nok med det. Hvis der ikke handles tilstrækkeligt hurtigt og præcist (og det gjorde den danske stats- og udenrigsminister netop ikke i tilfældet med Muhammed-tegningerne), rykker reaktionerne på det, der oprindelig var en rent dansk sag, ikke blot ud i verden, men samtidig helt ud i de globale offentligheder i moskeerne, på gaderne og i medierne verden over.

Danmark er nu bragt i en situation, hvor selv statsminister Anders Fogh Rasmussen, der ellers mere end nødigt indrømmer fejl, har vedgået, at det ikke længere er tilstrækkeligt, at regeringen bruge sine diplomatiske kontakter til andre landes regeringer (og deres mere eller mindre censurerede, statsstyrede medier!). Nu må der føres danske udenrigspolitik derude, hvor reaktionerne på Danmark og Muhammed-tegningerne findes: i de arabiske medier, på gaderne i Gaza og i de muslimske miljøer verden over.

En del af denne offentlighed kan regeringen selv nå, f.eks. når Anders Fogh Rasmussen indleder en større offensiv i de arabiske medier. Men andre dele har regeringen i sagens natur svært ved at nå. Det ligger f.eks. ikke lige for, at Per Stig Møller griber mobiltelefonen og starter en serie af SMS-kæder, der sigter på at nå ud i alskens muslimske miljøer verden over. Det er heller ikke oplagt, at regeringen indleder dialog med de venstreorienterede politiske, mere eller mindre verdslige miljøer i Mellemøsten, mv.

Derfor ligger ansvaret for at føre dansk udenrigspolitik også på os andre, der har hver vores muligheder for at slå ind i nogle af de miljøer, der har eller er på vej til at reagere mod Jyllands-Postens Muhammedkarrikaturer.

Det er ud fra denne erkendelse, at SF ikke nøjes med at komme med gode forslag til, hvad regeringen og Anders Fogh Rasmussen kan gøre. I SF bruger vi også vores egne netværk og kontaktflader til at gå i dialog med bl.a. progressive kræfter i Mellemøsten. Ikke blot for at forklare dem, at vi både kæmper for ytringsfrihed, tolerance og religionsfrihed. Men også for at give vores bidrag til den nødvendige danske udenrigspolitik på dette grundlag. Udenrigspolitik er blevet for alvorlig en sag til alene at overlade den til regeringen og diplomatiet. Venstrefløjen i både Danmark og andre europæiske lande må på en helt anden måde end tidligere selv føre aktiv udenrigspolitik!

Socialistisk Folkeparti (SF) sagde meget tidligt sagt, at den danske regering burde gå i dialog med den arabiske og muslimske verden for fortælle dem:
 at den danske regering er modstander af at krænke mindretal på grund af deres religiøse eller etniske identitet;
 at den danske regering ønsker at føre en politik baseret på respekt for mennesker med andre religiøse eller etniske kulturer;
 at den danske regering og det danske folk støtter og værner om vores ytringsfrihed, selv om den f.eks. kan bruges af Jyllands-Posten til at bringe Muhammed-tegningerne.

Anders Fogh Rasmussen og Udenrigsministeriet afviste at følge SF´s råd om tidligt at gå i dialog med bl a de 12 ambassadører for at præsentere dem for disse synspunkter. Både selve afvisningen og den manglende dialog fik sagen lov til at eskalere voldsomt. Det, der formodentlig kunne have været håndteret gennem diplomatisk dialog og lignende, kan i dag kun håndteres ved en dialog om de ovennævnte synspunkter. Vel at mærke både ad diplomatiske vej og gennem direkte dialog med muslimer verden over.

Derfor har SF den seneste uge eller mere opfordret den danske regering til at gøre begge dele. F.eks. både mødes med ambassadører og optræde direkte i de arabiske medier med de ovennævnte synspunkter. Statsministeren har – ganske vist stadig lidt langsomt – gjort som SF har foreslået.

Derfor kunne seere af den arabiske TV-station Al Arabiya høre en dansk statsminister, som sagde at han ”fordømmer ethvert udtryk og enhver handling, som krænker folks religiøse følelser”, og at han ligeledes ”fordømmer alle udtryksmåder, der forsøger at dæmonisere folk på baggrund af deres religion eller etniske baggrund”. Alt sammen samtidig med, at han fastholdt forsvaret for ytringsfriheden.

Den danske regering er blevet presset dertil, hvor den er nødt til at føre udenrigspolitik på grundlag af respekt for andre kulturer – uanset om det er minoriteter i Danmark eller brede befolkningsgrupper i Mellemøsten.

Den politiske konsekvens af dette, er at den danske regering er ved at få det problem, at vil den tackle den nuværende udenrigspolitiske krise med den ovennævnte politik, kan det blive nødvendigt for den at søge sit parlamentariske grundlag herfor til venstre i Folketinget – og dermed udfordre den hidtidige tætte alliance til Dansk Folkepartis antimusliske præster.

Man kan selvfølgelig nemt argumentere for, at disse holdninger strider med en liberal-konservativ dansk regering, der har ført en meget stram udlændingepolitik og som i den grad har holdt hånden over det højrepopulistiske Dansk Folkepartis løbende udfald mod muslimer, mv. Men netop heri ligger jo venstrefløjens mulighed for at holde den danske regering fast på det, Anders Fogh Rasmussen siger, når han optræder i de arabiske medier.

Bent Gravesen
Annonser

Entry filed under: Veckans krönika.

Alla diskuterar utegångsförbudet Sätt inte eld på en krutdurk!

Kommentera

Fyll i dina uppgifter nedan eller klicka på en ikon för att logga in:

WordPress.com Logo

Du kommenterar med ditt WordPress.com-konto. Logga ut / Ändra )

Twitter-bild

Du kommenterar med ditt Twitter-konto. Logga ut / Ändra )

Facebook-foto

Du kommenterar med ditt Facebook-konto. Logga ut / Ändra )

Google+ photo

Du kommenterar med ditt Google+-konto. Logga ut / Ändra )

Ansluter till %s

Trackback this post  |  Subscribe to the comments via RSS Feed


Top Clicks

  • Inget

Blog Stats

  • 7,228 hits
februari 2006
M T O T F L S
« Jan   Mar »
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728  

%d bloggare gillar detta: