Europæisk debat om EU’s fremtid

juni 10, 2005 at 12:01 f m Lämna en kommentar

Den debatt om EUs framtid som förts vid franska och holländska cafébord och de därpå följande nejen till EUs författning är en uppfordrande utmaning för vänstern i Norden. Trots, eller kanske på grund av, de olika ståndpunkterna i EU-frågorna inom nordisk vänster måste nu den europeiska vänsterdebatt om unionens framtid också få en nordisk dimension. Det skriver Bent Gravesen, historiker och chefskonsulent i Socialistisk Folkeparti i Danmark.
Nejet til EU’s forfatningstraktat fra de franske og de hollandske venstrefløjsvælgere har måske bidraget mere til en europæisk diskussion EU’s fremtid end nok så mange behjertede forsøg på at skabe en såkaldt europæisk offentlighed gennem glitrede EU-pjecer og højstemte EU-konferencer. Franskmænd på cafeer, arbejdspladser og ved middagsbordene har diskuteret EU’s fremtid som aldrig før. Venstreorienterede i andre EU-lande har fulgt og taget stilling til den franske debat som var det deres egen.

Allerede inden nej-afstemningerne var der klare tegn på en ny europæisk venstredebat. Da Socialistisk Folkeparti (SF) i Danmark i slutningen af 2004 gennemførte offentlig debat og en intern urafstemning om partiets holdning til forfatningstraktaten, stod argumenterne fra den franske debat gang på gang i centrum. Den svenske http://www.europaportalen.se har løbende fulgt både den franske, den hollandske og den italienske debat. Gang på gang er fagbevægelsens internationale kamp om EU-spørgsmål – ikke mindst kampen mod servicedirektivet – blevet gjort til en del af debatten om forfatningstraktat og EU’s fremtid.

Men denne europæiske debat følger en anden vej end den, som det store flertal af føderalister og supereuropæere har forestillet sig og drømt om, nemlig én fælles europæisk offentlighed, skabt i billedet fra nationalstaternes offentlige rum og med deltagerne som EU-borgere. Ud fra en sådan drøm er den europæiske debat, der har udfoldet sig i de sidste uger og måneder, forfejlet, smålig og nationalistisk, og i konsekvens heraf har store dele af den politiske elite da også fordømt de franske og hollandske vælgere for ’at diskutere det forkerte’ og ’at blande alt muligt irrelevant ind i forfat-ningstraktatdebatten’.

Men intet kan være mere forkert. Franskmændene har diskuteret både forfatningstraktat og EU’s fremtid, når de har sagt nej til forfatningstraktatens ’cementering’ af liberalismen og krævet et EU, der kunne fungere som modvægt på kapitalens virksomhedsflytninger efter lave lønninger og sel-skabsskatter. Selv om koblingen til forfatningstraktatens spilleregler og paragraffer ikke altid har været lige logisk, og selv om debatten er blevet ført ’på fransk’ – dvs. ud fra globaliseringens sær-lige udfordringer i Frankrig og ud fra en fransk politisk horisont, hvor man kan høre selve gamle gaullister tale positivt om ’social kontrakt’ o. lign. – har der uomtvistelig været tale om en debat om andet og langt mere end blot Frankrig i EU. Det har været en debat om fremtidens EU.

Tilsvarende – på hver deres særlige nationalstatslige måde – i andre EU-lande. Tilsammen har der været tale om et netværk af nationalstatsligt organiserede debatter om Europas fremtid. Der har netop ikke været tale om en isoleret nationalstatslig debat om franskmændenes, danskernes eller svenskernes forhold til ’de andre’ i Europa. Det har været franske, hollandske, danske og svenske debatter mellem venstre og højre om fremtiden for det Europa, vi er fælles om, og som de fleste af os ønsker at være fælles om.

Med det franske og det hollandske nej er det yderligere blevet en debat, hvor ikke mindste de fran-ske socialisters krav til fremtidens EU er blevet et påtrængende og nærværende tema for diskussio-nerne i andre EU-lande. Når jeg som dansk socialister på én har støttet forfatningstraktaten som klart bedre end Nice og har sympati for en række – men ikke alle – de franske socialisters og kom-munisters krav til genforhandling af forfatningstraktaten har jeg længe inden den franske afstem-ning været tvunget til at overveje om et dansk nej kunne gøres til et bidrag til en europæisk kamp for den franske venstrefløjs genforhandlingskrav.

Min konklusion var og er klar. Jeg troede og tror fortsat ikke på den franske venstrefløjs projekt, og jeg tror slet ikke på, at et nej fra den danske venstrefløj vil hjælpe dette projekt. For hvad vil et så-dant venstreorienteret nej-projekt kræve?

For det første skal nejsigerne blive enige om at kræve genforhandling. Det var venstrefløjen i Frankrig. Men det er den langtfra i Danmark. Eller Sverige og den sags skyld. I Danmark ser både Enhedslisten og Folkebevægelsen mod Unionen et dansk nej som en pind til EU’s ligkiste og inden da dansk udmeldelse af EU. Derfor vil de ikke kræve genforhandling – og da slet ikke en genfor-handling om ’mere EU’, som den franske venstrefløj kræver det.

Hvis man tænkte sig venstrefløjen forenet om at kræve genforhandling, skulle venstrefløjen dernæst holde de borgerlige nejsigere udenfor. Det kan de måske i Frankrig. Men det vil blive langt sværere med Dansk Folkeparti i Danmark.

Skulle det så også lykkes det, skulle venstrefløjen i Danmark have styrke til at tvinge den liberalt-konservative Fogh-regering til at kræve genforhandling i EU. Det samme skulle Vänsterpartiet tvinge Göran Persson til. Er det realistisk?

I 1992 var det ikke realistisk for SF, selv om vi fik lov at fortolke det danske nej til Maastricht-traktaten. Vi måtte nøjes med en uændret traktat og de fire danske undtagelser.

Hvis det mirakuløst skulle lykkes den danske venstrefløj at tvinge Fogh-regeringen til at kræve gen-forhandling, skulle dette krav dernæst gennemtrumfes. Næppe realistisk for Danmark og sandsyn-ligvis ikke engang for Frankrig.

Skulle alt det lykkes, skulle venstrefløjen i Europa dernæst tro på, at den har styrke til at presse de mange liberalt-konservative regeringer til at vedtage en ny, mindre liberalistisk traktat. Tror vi på det? Jeg gør ikke.

Men hvad gør jeg – og andre socialister – så nu, hvor det franske og hollandske nej er en realitet? Vi må nødvendigvis lade den europæiske debat fortsætte og gå endnu mere på tværs af nationale offentligheder. Danske, svenske, hollandske og italienske socialister er i kampen for et grønnere og mere socialt EU henvist til bl.a. det, som den franske venstrefløj gør i de kommende måneder. SF’s formand Villy Søvndal, der anbefaler et ja til forfatningstraktaten, har allerede efter det franske nej lagt op til, at den danske regering skal gå i dialog med franskmændene om mulighederne for at sup-plere forfatningstraktaten med en social pagt for EU. I SF planlægger vi selv at tage diskussionen med den franske venstrefløj om den nye situation.

En del af denne debat er debatten mellem venstrekræfterne i de nordiske lande. På trods af – eller måske nærmere netop på grund af de forskellige holdninger til EU i de nordiske venstrepartier (og ofte også internt i de enkelte partier), er det vigtigt at udvikle en debat på tværs af partier og lande-grænser om konkrete venstrefløjsbud i kampen om EU’s fremtid. Lad dette være en opfordring til, at den europæiske venstredebat også får en nordisk dimension – bl.a. på denne hjemmeside.

Bent Gravesen
Annonser

Entry filed under: Veckans krönika.

Det krävs ett nytt vänsteralternativ! Socialismen, paradiset och valet 2006

Kommentera

Fyll i dina uppgifter nedan eller klicka på en ikon för att logga in:

WordPress.com Logo

Du kommenterar med ditt WordPress.com-konto. Logga ut / Ändra )

Twitter-bild

Du kommenterar med ditt Twitter-konto. Logga ut / Ändra )

Facebook-foto

Du kommenterar med ditt Facebook-konto. Logga ut / Ändra )

Google+ photo

Du kommenterar med ditt Google+-konto. Logga ut / Ändra )

Ansluter till %s

Trackback this post  |  Subscribe to the comments via RSS Feed


Top Clicks

  • Inget

Blog Stats

  • 7,062 hits
juni 2005
M T O T F L S
« Maj   Jul »
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
27282930  

%d bloggare gillar detta: