International venstrestrategi om EU’s nye forfatningstraktat

december 11, 2004 at 12:01 f m Lämna en kommentar

Bent Gravesen, är historiker och medlem av Socialistisk Folkeparti i Danmark. Här ger han sin syn på vilka möjligheter vänsterkrafterna i EUs medlemsländer har att påverka den nya författningen inom unionen.
Hvilke muligheder har venstrekræfterne i EU’s medlemslande for at deltage i den politiske kamp om en eventuel ny EU-traktat? Kræve folkeafstemning i de enkelte EU-lande og anbefale borgerne at stemme nej! Sådan vil mange europæiske venstrepartier sige – herunder Vänsterpartiet og Det Europæiske Venstreparti (EL), som består af en lang række venstrepartier i Europa. Det nye Europæiske Venstreparti (EL), der er imod forfatningstraktaten, består bl.a. af PDS, det franske kommunistparti, Det forenede Venstre i Spanien, det portugisiske kommunistparti, Synapismos i Grækenland, det italienske kommunistparti, Partito della Rifondazione Communista i Italien, det østrigske kommunistparti og det ungarske arbejderparti.

”Vi siger nej fra venstre for at bryde med det neoliberale system, som det også kræves i den sociale og politiske mobilisering i antikrigsbevægelsen og bevægelserne mod globalisering,” siger EL’s formand Fausto Bertinotti.

Europæisk Venstreparti kritiserer forfatningstraktaten for at gøre markedsøkonomi og fri konkurrence til ’konstitutionelle’ søjler i EU ”i stedet for juridiske rettigheder, retten til arbejde og en ny form for fuld beskæftigelse, netop på et tidspunkt, hvor pension og velfærdssystemer, grundlæggende offentlig service og naturressourcer er under angreb overalt.” EL kritiserer forfatningstraktaten for at ”fortsætte og uddybe den neoliberale logik fra Maastricht, Amsterdam og Nice.”

Forfatningstraktaten afvises, fordi den gør liberale økonomiske principper til grundlag for en EU-traktat, der på én gang er mere end en mellemstatslig traktat og mindre end en egentlig fælles forfatning (deraf det historisk nye begreb forfatningstraktat). Men læg her mærke til, hvad den ikke kritiseres for. Den nye forfatningstraktat kritiseres ikke for, at den tager visse begrænsede skridt mod forfatningslignende elementer, men for at bygge på de forkerte – liberalistiske – grundprincipper.

Forfatningstraktaten kritiseres ligeledes ikke for ’mere EU’. Nærmest tværtimod. ”Vi ønsker mere Europa. Vi ønsker at være ”mere” europæiske,” siger Fausto Bertinotti direkte på EL’s vegne.

En på mange måder tilsvarende kritik er blevet rejst af de grupper i det franske socialistparti (PS), som op til partiets urafstemning den 1. december anbefalede et nej. Nej-grupperne i PS tabte den interne urafstemning om PS’s holdning til forfatningstraktaten.

Uenige venstrepartier
Men kan det europæiske venstre så kæmpe i fællesskab for ’mere EU’, men med andre (konstitutionelle) grundprincipper end de liberalistiske? Umiddelbart er svaret nej. Dele af det europæiske venstre er ganske enkelt dybt uenig i denne sigtelinje for kampen. Så vidt jeg kan vurdere udefra, gælder det bl.a. Vänsterpartiet og en række af nej-sigerne i både det finske Vänsteralliancen og det danske SF. For disse politiske venstrekræfter er et nej til forfatningstraktaten ganske vist bygget på modstand mod at ’cementere’ liberalistiske principper. Men samtidig er modstanden bygget på modvilje mod ’mere EU’ i form af flere beslutninger i EU med kvalificeret flertal på områder, der kan være omtålelige for de nordiske arbejdsmarkeds- og velfærdsmodeller. Ikke mindst i Sverige og Danmark vil venstrefløjens nej uundgåeligt indgå i en national politisk diskurs, hvor nej-argumentationens folkelige klangbund er snævert knyttet til modstand mod ’mere union’ eller direkte til et nej til hele EU-konstruktionen.

Hertil kommer, at der i både SF og Vänsteralliancen er stærke politiske kræfter, som med meget forskellige begrundelser anbefaler et ja til for forfatningstraktaten. I Danmark anbefaler SF’s formand Holger K. Nielsen f.eks. et ja med bl.a. den begrundelse, at udover en lidt bedre traktat har SF gennem forhandlinger med socialdemokrater og borgerlige partier fået en aftale om afgørende SF-indflydelse på den fremtidige danske regeringers EU-politik på en række konkrete punkter.

Alle partier kan muligvis blive enige om, at EU bør ændres, så udviklingen af det indre marked ikke længere sættes som et selvstændigt og dominerende mål, som det er tilfældet i både den nuværende Nice-traktat og den nye forfatningstraktat. Der synes at være en vis uenighed om, hvorvidt forfatningstraktaten blot ’cementerer’ liberalistiske grundprincipper, eller om den direkte udvider disse principper til nye områder eller gøres mere prægnante. I Socialistisk Folkeparti i Danmark har en række medlemmer, der anbefaler et nej argumenteret med både en cementering og en udvidelse, mens en række af de, der anbefaler et ja afviser, at der er tale om en udvidelse af de liberalistiske grundprincipper, og derfor vurderer disse folk, at forfatningstraktaten er lidt bedre end Nice-traktaten, fordi forfatningstraktaten på andre områder indebærer fremskridt, f.eks. indførelse af nye stemmeregler, der gør det lettere at opnå kvalificeret flertal for progressiv miljøregulering. På europæisk plan synes den dominerende kritik primært at gå på ’cementeringen’.

Forskellige EU-visioner
Selv om langt de fleste europæiske venstrepartier siger nej til forfatningstraktaten er det europæiske venstre således ikke blot splittet omkring selve afvisningen af den nye traktat, men også splittet omkring, hvad et sådant nej i givet fald skal bruges til.

Med denne uenighed in mente, er det relativt nemt at forstå, hvorfor de europæiske venstrepartier ikke har udviklet noget fælles svar på, hvordan det europæiske venstre i givet fald vil bruge et nej til at fremme sine egne politiske mål for EU. Mig bekendt har hverken Europæisk Venstreparti eller enkeltpartier på den europæiske venstrefløj givet noget klart bud på en samlet venstrestrategi for en bedre EU-traktat.

En række centrum-venstre og venstrepartier sigter tydeligvis primært på at bruge en nej-kampagne til at skabe en bredere intern national mobilisering. Typisk er der tale om et forsøg på at bruge et nej til forfatningstraktaten som et redskab til at udvikle en politisk mobilisering vendt mod liberalt-konservative højreregeringer. Det er f.eks. tydeligt i Frankrig, hvor både nej-sigerne i socialistpartiet og det franske kommunistparti (PCF) bruger modstanden mod forfatningstraktaten til at mobilisere befolkningen mod højre-regeringen.

Men manglen på fælles europæisk strategi afspejler ikke kun uenigheder om selve vurderingen af forfatningstraktaten. Der er samtidig tale om delvist forskellige EU-projekter. Der er f.eks. stor forskel på EU-visionen hos de nordiske venstrepartier både indbyrdes og i forhold til en række mellem-, øst og sydeuropæiske venstrepartier. Socialistisk Vensterparti i Norge er modstander af norsk medlemskab. Vänsterpartiet i Sverige har dybe rødder tilbage til den tabte kamp mod svensk EU-medlemskab. Det finske Vänsterparti er – trods en intern uenighed – grundlæggende præget af Finlands særlige geopolitiske fortid og en heraf betinget vision for Europas samling. Socialistisk Folkeparti i Danmark har en lang tradition for interne uenigheder omkring vurderingen af EU og konkrete traktatændringer.

I modsætningen til en række andre europæiske venstrepartier er de nordiske venstrepartier – på hver sin måde – dybt præget af ønsket om at udvikle et EU/Europa, der på den ene side kan udgøre en europæisk modvægt mod USA’s globale hegemoni og på den anden side optaget af at skabe et EU, der på én gang kan udvikle international miljøregulering og tilsvarende international regulering, som kan sætte grænser for en stadigt mere omfattende regimekonkurrence på lave lønninger, dårligere arbejdsvilkår, lave selskabsskatter, mv. Men de nordiske venstrepartier lægger stor vægt på, at dette kan ske uden herigennem at true de særlige nordiske arbejdsmarkeds- og velfærdsmodeller.

En række af de sydeuropæiske venstrepartier har på mange måder en anden tilgang, når det drejer sig om at skabe social og velfærdsmæssig regulering gennem EU. I disse lande har arbejderbevægelsens partier og fagbevægelse i mange henseender ikke haft styrke til at gennemtrumfe de samme faglige, sociale og politiske fremskridt inden for nationalstatens rammer, og de har derfor mindre at miste og i en vis forstand mere at vinde gennem progressiv EU-regulering. For en spansk landarbejder med minimal faglig organisering og få politiske rettigheder er det langt mere entydigt og ukompliceret at slås entydigt for bedre EU-direktiver om arbejdsforhold, arbejdsmiljø, o.lign. end det er for en velorganiseret dansk metalarbejder, der har et omfattende system af overenskomstmæssige og politiske rettigheder i forvejen, hvor ikke mindst de overenskomstmæssige rettigheder risikerer at komme i mere eller mindre konflikt med den individ- og lovbaserede EU-regulering.

Der er således gode historiske årsager til, at de europæiske venstrepartier formulerer tendentielt forskellige EU-projekter. Hertil kommer, at de europæiske venstrekræfter endnu i høj grad tænker og handler i en nationalstatslig kontekst. De europæiske venstrekræfter formulerer f.eks. ikke i overvejende grad deres kritik og krav til nye EU-traktater ud fra en samlet indsigt i og overordnet analyse af, hvilke traktatmæssige rammer, der bedst samlet set kan sikre en venstreudvikling i Europa. Nye traktater vurderes først og fremmest ud fra, hvorvidt de giver bedre eller dårligere vilkår for den nationalstatslige venstrekamp.

Disse faktorer (uenighed om vurderingen af forfatningstraktaten, nationalstatsligt funderede mål for modstand mod den nye traktat og delvist forskellige nationalstatsligt funderede EU-visioner) har formodentlig tilsammen gjort, at de færreste venstrekræfter er nået så langt som til at analysere de konkrete vilkår for venstrefløjens internationale kamp for en mere progressiv EU-traktat.

Inter-national venstrestrategi
Disse vilkår er der ellers god grund til at overveje. Her tænker jeg på det grundlæggende forhold, at den politiske kamp i nye EU-traktater grundlæggende foregår som nationalstatslig udenrigspolitik, dvs. som nationalstatslige regeringer og parlamentsflertals indbyrdes forhandlinger i former der altovervejende sker bag lukkede døre. Skal de europæiske venstrekræfter kunne påvirke disse forhandlinger i væsentlig grad forudsætter det, at nationalstatslige venstrepartier og –bevægelser er i stand til at presse og påvirke de pågældende landes regeringer i disse forhandlinger. Den internationale venstrekamp om de traktatmæssige spilleregler i EU sker grundlæggende som en inter-national kamp, en kamp mellem nationalstatsligt organiserede politiske kræfter.

Hvis flertallet af medlemmer i det franske socialistparti havde valgt, at partiet skulle slås for et nej til forfatningstraktaten, kunne partiet sammen med PCF, LCR, m.fl. have kombineret en kamp for et nej med kampen for en ny centrum-venstre-regering i Frankrig, som på europæisk plan ville have haft styrken til for alvor at presse på for en genåbning af forhandlingerne om en ny EU-traktat. Dermed kunne centrum-venstre i Frankrig i det mindste i princippet have formuleret en strategi for at sikre en mere progressiv EU-traktat. Skulle en sådan strategi have haft nogen reel chance for for alvor at opnå resultater, ville det efter min vurdering have forudsat, at der samtidig blev mobiliseret for regeringsskift i en række andre EU-lande. Ellers ville en fransk centrum-venstre-regering have stået over for et dominerende flertal af (heldigvis indbyrdes splittede) centrum-højre regeringer med få chancer for en mere progressiv EU-traktat. I et sådant strategisk scenarium kunne de franske – og andre europæiske – venstrekræfter være kommet til at kigge stift på bl.a. det svenske Vänsterpartiet for at høre, hvilke krav Vänsterpartiet ønskede at presse Göran Perssons socialdemokrater med.

Men den 1. december valgte et flertal i det franske socialistparti at anbefale et ja til forfatningstraktaten, bl.a. ud fra det argument, at mulighederne for en mere progressiv EU-traktat synes fraværende. Dermed slap Vänsterpartiet for bl.a. de franske venstrekræfters stirrende blikke og spørgsmålet om Vänsterpartiets krav til Persson……

Bent Gravesten
Annonser

Entry filed under: Vänstern och EU.

Faller v samman? Slutet på en epok

Kommentera

Fyll i dina uppgifter nedan eller klicka på en ikon för att logga in:

WordPress.com Logo

Du kommenterar med ditt WordPress.com-konto. Logga ut / Ändra )

Twitter-bild

Du kommenterar med ditt Twitter-konto. Logga ut / Ändra )

Facebook-foto

Du kommenterar med ditt Facebook-konto. Logga ut / Ändra )

Google+ photo

Du kommenterar med ditt Google+-konto. Logga ut / Ändra )

Ansluter till %s

Trackback this post  |  Subscribe to the comments via RSS Feed


Top Clicks

  • Inget

Blog Stats

  • 7,238 hits
december 2004
M T O T F L S
« Nov   Jan »
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031  

%d bloggare gillar detta: