Demokratins räckvidd har ökat

juni 17, 2004 at 12:01 f m Lämna en kommentar

I en analys av valet till EU-parlamentet förra helgen presenterar vi här en utblick från Danmark. Bent Gravesen, historiker och aktiv i Socialistisk Folkeparti ger oss sin bild av vilka slutsatser vänstern i Europa bör dra av resultatet.
Har EU øget demokratiets rækkevidde, som bl.a. Wanja Lundby-Wedin og Margot Wallström har hævdet i EU-valgkampen? Ja, som et værktøj for de nationalstatslige demokratier. Det europæiske demokrati eksisterer som en mulighed. Men mangle medborgere. Det viste EU-valget den 13. juni.

Valget viste også, hvordan venstrekræfterne bør slås i de kommende år: sætte sig sociale fremtidsmål og slås for at gøre EU’s institutioner til et nødvendigt, supplerende værktøj til at nå disse mål. Alternativet til en EU-kritisk venstrefløj er en venstreorienteret kritisk EU politik. Det kræver kamp for et helt andet institutionelt set up i EU og en helt anden politik i EU’s organer.

I 1993 holdt Ingvar Carlsson 1993 en stor retningsgivende tale Europa på den socialdemokratiske partikongres, hvor han fremlagde den tese, at ”demokratins räckvidd har ökat” med EU. Han beskrev her demokratiets fremtid som følger: ”Nationalstaten er for stor til at løse menneskers nære problem og for lille til at møde menneskehedens udfordringer.”

Op til dette års EU-valg henviste Wanja Lundby-Wedin og Margot Wallström i en artikel (http://www.lo.se/home/lo/home.nsf/unidView/5AC1CA202154290FC1256EA80032DAF5 ) til denne tale og dette udsagn, og de erklærede sig enig. Argumentet var og er, at EU-medlemsskabet har tilbageerobret medborgerlig indflydelse på spørgsmål, som ”i olika omfattning inte längre kan påverkas nationellt”. Dermed er demokratiets rækkevidde blevet forøget, lyder argumentet.

Store dele af den svenske venstrefløj vil formodentlige reagere imod denne tese, at EU øger demokratiets rækkevidde. Sådan er det i hvert fald i Danmark. Umiddelbart kan vänsterpartister og andre hente argumenter mod Ingvar Carlssons tese i det netop overståede valg til Europaparlamentet.

Men viste valget den 13. juni ikke noget andet? Hvis EU indebærer en mulig tilbageerobring af indflydelse på spørgsmål, som kapitalens internationalisering i større eller mindre grad har fjernet fra de nationale demokratiers dagsorden, forekommer det så ikke paradoksalt:

– at der den 13. juni var historisk få – et mindretal – af medborgerne, der fandt det ulejligheden værd at bruge denne indflydelse?
– at forskellige EU-kritiske lister fik et historisk godt valg? Ikke blot med Junilistens succes i Sverige, men med en lang række tilsvarende lister, som f.eks. UK Independence Party i Storbritanien, Sen Fein i Irland, Vlaams Blok i Belgien, osv. som måske alt i alt vil op mod tredoble den euroskeptiske gruppe, som ledes af den danske Junibevægelses grand old man Jens Peter Bonde.
– at valgkampen i de allerfleste lande har haft meget svært ved at finde klare europapolitiske skillelinjer mellem højre og venstre? I stedet har valgkampen de allerfleste steder været en national indenrigspolitisk valgkamp for og imod den siddende regering.
– at en central dagsorden i de fleste nye EU-lande har været, hvorvidt europaparlamentarikerne fra disse lande skal repræsentere egne holdninger eller fungere som en slags fælles nationale repræsentanter over for det øvrige Europa?

Følger man argumentet fra Ingvar Carlsson & Co., er der med EU skabt en europæisk demokratisk mulighed, en demokratisk erobring, som flertallet af borgerne i EU lod ligge den 13. juni! Det europæiske demokrati eksisterer som en mulighed, men mangler medborgere!

Valget den 13. juni viste, at valgdeltagelsen er faldende netop i disse år, hvor Europaparlamentet allerede har fået øget magt. Færre gider stemme netop som Europaparlamentet har udsigt til yderligere magtforøgelse i den kommende forfatningstraktat. Øget demokratisk mulighed og færre medborgere, der bruger muligheden.

Ja ikke nok med det. Det mindretal, der valgte at stemme den 13. juni synes at have optrådt som europæiske medborgere. En voksende del af de, der stemte (hvor Sverige blot var et land af mange), valgte ikke ud fra et højre-venstre-valg. De satte deres kryds ud fra det kriterium, at de var kritiske over for EU-projektet.

Fra et meget stort antal lande hører jeg entydigt, at valgkampen slet ikke handlede om Ingvar Carlssons, Wanja Lundby-Wedins og Margot Wallströms nye europæiske demokratiske mulighed. Valgkampen og valget blev i stedet brugt til nationalstatsligt medborgerskab i form af en slags midtvejsvalg ud fra en national højre-venstre-dagsorden.

Men modbeviser valget den 13. juni 2004 dermed Ingvar Carlssons, Wanja Lundby-Wedins og Margot Wallströms tese om EU som en supplerende demokratisk mulighed. Er valget et indicium på, at EU ikke repræsenterer en europæiske forøgelse af demokratiet? Sådan vil mange vänsterpartister givetvis konkludere.

Men jeg giver dem ikke ret. Jeg giver tværtimod de 3 svenske socialdemokrater ret. Blot ikke på den måde de, selv tror og argumenterer.

Det europiske samarbejde – en mulig forøgelse af demokratiet
Wanja Lundby-Wedin og Margot Wallström argumenterer for EU som en demokratisk udvidelse ved helt korrekt at pege på, hvorledes ”kapital, företag och spekulanter genom olika avregleringar och genom teknikutveckling (har) gjort sig fria från nationalstaterna. Vi har under en tioårsperiod nått ett läge då den nationella politiken inte längre ensamt kan kontrollera och påverka dessa mäktiga krafter.”

Men sandheden ligger i detaljen i dette udsagn. Det nationalstatslige demokrati ikke magtesløst. Det kan blot ikke længere ’ensamt’ kontrollere og påvirke de internationale kapitalkræfter. Netop derfor er der brug for en forøgelse af det nationalstatsligt baserede demokrati. Derimod er der ikke argument for en europæisk erstatning af det nationalstatslige demokrati.

Dernæst drager Wanja Lundby-Wedin og Margot Wallström den følgeslutning, at ”genom EU har inflytandet och det politiska initiativet kunnat tas tillbaka. Med europasamarbetet har möjligheterna att lösa problem som arbetslöshet, miljöförstöring, social dumping och kriminalitet kraftigt ökat. Genom EU ges möjligheten att internationellt motverka de krafter som tycker att demokratin är ett hinder i jakten efter ständigt ökade vinster.”

Helt enig. Men bemærk igen detaljen. Det
er ”europasamarbejdet” og ikke ”et europæisk demokrati”, der forøger mulighederne for at løse politiske problemer. Det ikke er EU som institution, men ”genom EU”, at nogen ”ges möjligheten” for at ”motverka” kapitalens internationale ageren. Wanja Lundby-Wedin og Margot Wallström sætter desværre ikke navn på dette nogen. Det gør jeg. Det drejer sig om de nationalstatslige demokratier, fagbevægelserne og miljøorganisationerne i de enkelte lande og i Europa, o.lign.

Præcis her er vi efter min mening ved sagens kerne. Tilsyneladende uden, at Wanja Lundby-Wedin og Margot Wallström selv gør sig det helt klart:
– Den nye demokratiske mulighed består ikke primært i selve det europæiske demokrati – tydeligst manifesteret i Europaparlamentet.
– Muligheden ligger derimod i det europæiske samarbejde – tydeligst manifesteret i de traktatfæstede regler for, hvordan medlemsstaterne puljer kompetencer på bestemte områder gennem Rådet.
– De muligheder, der eksisterer i Rådet (i stigende grad suppleret med et samspil med Europaparlamentet), er muligheder for at ’nogen’ typisk de nationalstatslige demokratier kan få et nyt, ofte nødvendigt supplerende redskab til at realisere politiske mål, der typisk primært eller næsten udelukkende er formuleret og stemt demokratisk af med borgerne i de enkelte nationalstater.

Dermed er det grundlæggende de nationalstatslige demokratier, der ved at pulje kompetence i EU-samarbejdet har fået en mulig forøget demokratisk rækkevidde – eller måske rettere har reetableret sit beslutningspotentiale på nye internationale vilkår. De nationalstatslige demokratier har altid fungeret i en international kontekst. Efterkrigsepokens nationalstatslige klassekompromisser – velfærdsstaternes økonomisk-politiske systemer – fungerede under den kolde krigs og det keynesianske økonomiske systems internationale regimemæssige rammer.

Demokratisk medhjælp
Dette roder godt og grundigt rundt i vores hidtidige demokratiforståelse. Siden de borgerlige revolutioners epoke har vi været vænnet til at tænke en snæver sammenhæng mellem ”folk” , ”suverænitet/selvbestemmelse” og ”demokrati”.

Vi har hidtil forestillet os demokratiet som den måde, hvorpå et nationalstatsligt afgrænset ”folk” med hertil hørende nationalt statsligt organiserede klassebevægelser) brugte sin suverænitet og selvbestemmelse til at skabe en fælles, villet fremtid for netop dette folk og disse sociale klasser.

Det er min påstand, at de nationalstatsligt organiserede sociale klasser og ”folk” har en mulighed for at udvide deres demokratiske formåen ved formelt set at afgive nationalstatslig suverænitet til EU.

Heri ligger imidlertid ikke, at resultatet bliver en slags forstørret kopi af det nationalstatslige demokrati i form af ”et europæisk folk”, ”en europæisk suverænitet” og ”et europæisk demokrati”, f.eks. i form af et føderalt EU. Tværtimod. Føderalisme på EU-niveau er i dag mere end nogensinde idealistisk drømmeri.

Det europæiske samarbejde bygger på og må nødvendigvis bygge på de nationaltstatslige, folkeligt rodfæstede demokratier. Derfor er tanken om at underlægge nationalstaterne under et føderalistisk EU (EU som forstørret nationalstat) ikke hverken den logiske eller den sandsynlige udviklingsretning for EU. Det er præcis ikke dén demokratiske mulighed EU har åbnet.

Den europæiske demokratiske mulighed, som Ingvar Carlsson talte om, besidder kun i ringe grad og kun på få områder besidder den politiske handlekraft, som vi kender fra Parlament og statsmagt i borgerligt-demokratiske nationalstater. Den europæiske demokratiske mulighed foreligger ganske enkelt ikke som en tilstrækkelig suveræn og magtfuld organisation til at gennemtrumfe demokratiske mål for beskæftigelse, velfærd, miljø, social retfærdighed, osv. Samtidig savner EU’s institutioner i dag evne til at skabe folkelig legitimitet bag deres magtudfoldelse.

EU kan fungere som demokratisk medhjælp, men ikke som demokratiet i Europa. EU kan bidrage til demokratiet som et niveau i et flerdimensionelt netværk af demokratiske styringslag. Ikke som det afgørende, endsige eneste niveau.

Præcis her ligger der en indgang til at forklare nogle af de førnævnte tendenser i Europaparlamentsvalget den 13. juni. Når borgerne kun i begrænset omfang tog del i valget og kun i endnu mere begrænset omfang tog stilling ud fra europæiske højre-venstre holdninger, tror jeg, at det helt grundlæggende skyldes, at borgerne ganske enkelt ikke havde muligheden for at stemme på politikere, der kunne tilbyde dem hverken ”fuld beskæftigelse”,”social retfærdighed” eller ”bæredygtigt miljø” i hverken EU, Sverige eller Nacka kommune.

Nogle kandidater til Europaparlamentet har ganske vist påstået, at de kunne sikre vælgerne disse ting. Men disse kandidater har haft mere end svært ved at gøre påstanden troværdig. Af den simple grund, at det ikke passer.

Europaparlamentet er slet ikke tildelt kompetence til at træffe egenhændige, bindende beslutninger, der kan sikre f.eks. fuld beskæftigelse. Ikke engang hele EU-samarbejdet har hverken formel juridisk kompetence hertil. EU-Rådet har fået tildelt en begrænset kompetence, som medlemslandene har puljet i EU-samarbejdet. Europaparlamentet har kun fået en række beføjelser til at samarbejde med Rådet og Kommissionen inden for disse rammer.

Hertil kommer, at EU-institutionerne ikke selv har særligt mange ressourcer eller praktiske redskaber til at gennemtrumfe deres beslutninger. EU handler i dag først og fremmest gennem medlemsstaternes 3-delte magt af demokratiske Parlamenter, valgte regeringer og uafhængige domstole. På vejen fra EU’s besluttende organer ud til virkeligheden i Nacka skal beslutningerne konfirmeres, konkretiseres, iværksættes og kontrolleres af nationalstatslige institutioner.

EU er således langtfra automatisk den (patriarkalske) ”giver” af velfærd, retfærdighed, osv., som en række EU-entusiastiske politikere, incl. Wanja Lundby-Wedin og Margot Wallström ynder at give det udseende af.

Selv om venstrekræfterne i Europa får flertal i både Rådet og Europaparlamentet, vil vi ikke have et EU, der besidder den fornødne beslutningskraft til selv at sikre borgerne konkrete goder. De, der lover det, lyver. De, der frygter det, lyver tilsvarende.

Den afgørende beslutningskraft til at sikre borgerne konkrete fremtidsmål ligger fortsat i de sociale organiseringer og de nationalstatslige demokratier. Men EU’s institutioner kan være et nødvendigt supplerende værktøj for både sociale klassekræfter og nationalstatslige demokratier.

Præcis det bør venstrekræfterne i de kommende år slås for: at sætte sig sociale fremtidsmål og slås for at gøre EU’s institutioner til et nødvendigt, supplerende værktøj til at nå disse mål. At det kræver et helt andet institutionelt set up i EU og en helt anden politik fra EU’s organer, turde være indlysende.

Alternativet til en EU-kritisk venstrefløj er en venstreorienteret kritisk EU politik. Både når det gælder om at gøre EU’s institutionelle opbygning egnet som demokratisk medhjælp, og når det gælder om den politik, venstrekræfterne bør bruge.

Bent Gravesen
Annonser

Entry filed under: Vänstern och EU.

Socialistiska Partiet, sektvänster eller inte? Skrockandets härskarteknik och Tiger i Sjumilaskogen

Kommentera

Fyll i dina uppgifter nedan eller klicka på en ikon för att logga in:

WordPress.com Logo

Du kommenterar med ditt WordPress.com-konto. Logga ut / Ändra )

Twitter-bild

Du kommenterar med ditt Twitter-konto. Logga ut / Ändra )

Facebook-foto

Du kommenterar med ditt Facebook-konto. Logga ut / Ändra )

Google+ photo

Du kommenterar med ditt Google+-konto. Logga ut / Ändra )

Ansluter till %s

Trackback this post  |  Subscribe to the comments via RSS Feed


Top Clicks

  • Inget

Blog Stats

  • 7,062 hits
juni 2004
M T O T F L S
« Maj   Jul »
 123456
78910111213
14151617181920
21222324252627
282930  

%d bloggare gillar detta: