Herre i eget hus: Frihed i arbejdet og politiske producent

april 30, 2004 at 12:01 f m Lämna en kommentar

Denna text har ställt oss till förfogande av Bent Gravesen, från danska Socialistisk Folkeparti. Texten har tidigare publicerats på den danska internetbaserade debattsajten http://www.kritiskdebat.dk.
Nu har snart sagt alle i 15 år erklæret socialismen for død og borte. Alligevel er vi mange, der stadig kalder os socialister og slås for socialisme. Men der er grund til at spørge os (selv): hvorfor er vi socialister? Hvad er det, der i dag gør os til socialister i dag? Lever vi ikke i netop de historiske epoke, hvor Gorbatov smed håndklædet i ringen og opgav kampen for den bureaukratiske planøkonomi som et troværdigt bud på drømmen om socialisme? Jo! Lever vi ikke samtidig i en tid, hvor de europæiske socialdemokratier stort set alle har afskrevet begrebet demokratisk socialisme og afskrevet enhver vision om et andet samfund? Jo! Bør man så ikke rettelig kaldes for ’retro-socialist’, hvis man i dag alligevel insisterer på at tale om, ja tilmed føre konkret reformpolitik, ud fra forestillinger om økonomisk demokrati og arbejdspladsdemokrati? Nej!

Faktisk tværtom. Det giver i dag kun mening at kalde sig socialist og slås for socialisme, hvis man begiver sig i gang med at nyformulere samfundsvisioner og aktuelle bud på demokratisering af økonomien som alternativ til nyliberalismen. Både fordi betegnelsen socialist ellers mister mening, og fordi det er sådanne visioner er et helt nødvendigt ideologisk modsvar på vor tids antisocialisme. Lad mig starte med de sidste: den nye antisocialisme og det nødvendige modsvar for så senere i artiklen at vende tilbage til nogle bud på, hvordan vi genrejser debatten om samfundsvisioner og økonomisk demokrati.

Den nye antisocialisme

Det var ikke ”vores” socialisme, der brød sammen med undergangen for Sovjetunionens bureaukratiske planøkonomi. Sådan sagde socialdemokrater verden over. Sådan sagde vi, der tilhørte det såkaldt nye venstre, fordi vi i årtier inden 1989 havde kritiseret den såkaldte ’reelt eksisterende socialisme’ for ikke at være nogen reel socialisme. Med skiftende sprogbrug og teoretiske forklaringer havde vi i årtier skældt Sovjetunionen og Kina ud for at være ’arbejdertugthuse’, stalinisme og bureaukratisk planøkonomi.

Vi var kort sagt mange, der følte, at vi gik ram forbi. Tværtimod kunne vi fejre 1989 af oprigtigt hjerte og tilmed håbe, at vi nu gik en fremtid i måde, hvor vi ville blive befriet fra den kolde krigs evindelige påstande om, at vi, når det kom til stykket, kæmpede for den samme socialisme, som SUKP eller Kina Kommunistparti.

Derfor blev det oplevet som dybt uretfærdigt, når alskens propagandister var mere end hurtige til at udskrige Sovjetunionens sammenbrud, som det historiske dødsstød for al socialisme. Det var jo løgn. ’Vores’ socialisme – uanset om den havde været de socialdemokratiske ØD-fonde, SF’s arbejderdemokrati eller VS’s arbejderråd – var jo ikke ’Sovjet-kommunisme’. Socialdemokraterne kunne henvise til en lang historie som mere eller mindre pæne antikommunister. SF var født i et opgør med DKP og Sovjet-stalinismen og havde siden da insisteret på, at der trods den kolde krigs 2-lejr-tænkning kunne skabes ’en tredje vej’, ’socialisme på dansk’ som Aksel Larsen havde kaldt det.

Men hvor uretfærdigt det end blev oplevet i 1989-90, så var det et uomgængeligt faktum, at den kolde krigs antikommunisme vendt mod Sovjetunionen og den såkaldte kommunistiske verdensbevægelse straks blev afløst af en ny antisocialisme, der ikke begrænsede sig til ideologisk kamp mod de erklærede Sovjet-loyale kommunister, men gik frontalt, massivt og succesrigt til angreb på alle socialister. Fra socialdemokrater over SF-ere til VS-ere og trotskister.

Det var et nøglepunkt i denne historisk nye ideologiske kampagne mod alle socialister og socialisme, at den ikke blot erklærede ”Sovjetkommunismen”, men al socialisme for død – eller dødfødt. Dermed lod den hverken venstresocialister, SF’ere eller socialdemokratiske socialister gå fri for angreb. De moderne antisocialister brugte bevidst sammenbruddet i den bureaukratiske planøkonomi i Sovjetunionen til at angribe os alle, og det foretrukne angrebsvåben var præcis den påstand, at al socialisme er økonomisk ineffektiv og dømt til økonomisk undergang. Og derfor er der kun økonomiens selvregulering og den pragmatiske dagen-og-vejen politik tilbage. Der er intet alternativ, som Margaret Thatcher aldrig blev træt af at gentage.

Netop på grund af dette ideologisk upper cut, blev det efter 1989 så nødvendigt, at vi som socialister formår at nyformulere vores samfundsvisioner og aktuelle bud på demokratisering af økonomien som alternativ til nyliberalismen.

Socialismens utallige nekrologskrivere havde og har udfordret alle os socialister til duel. De har tilmed valgt våbenart. Vi skal modsat den kolde krig ikke udkæmpe kampen om socialisme som mulig fremtid på spørgsmålet om demokrati, men på økonomien: er demokratisk styring af økonomien mulig? Har socialister i dag en vision om et andet samfund med en grundlæggende anden økonomisk dynamik?

Vor epokes nye antisocialisme er én af grundene til, at vi som socialister er nødt til at udvikle bud på demokratiets udbredelse til økonomien og arbejdslivet. Socialismen har brug for en troværdig fortælling om, hvordan befolkningen kan skabe fremtiden.

Derfor er det skæbnens ironi, at socialister siden 1989 har været nærmest larmende tavse i debatten om socialistiske visioner, økonomisk demokrati, mv. Man fristes nærmest til den påstand, at antisocialisternes nekrologer over al socialisme i den grad tog pusten fra os, at vi siden da har troet, at vi skulle genvinde luften og kampkraften ved slet ikke at tale om demokrati og lighed i økonomien.

En mobiliserende utopi

Socialismen var – og bør efter min mening fortsat være – et barn af oplysningstiden. Også den moderne socialisme må grundlæggende bygge på oplysningsfilosofiens forestilling om, at vi kan skabe fremtiden sammen og demokratisk. Ikke mindst, når det gælder de økonomiske beslutninger, som på mange måder er medskabende for fremtidens samfund, bør socialister slås for at indsætte demokratiet.

Her er der efter min mening behov for, at socialister formulerer det, jeg vil kalde provisoriske utopier. Hermed forstår jeg en nogenlunde konkret vision om mål, bærende værdier og udviklingsretning, som mennesker kan slås for og nærme sig virkeliggørelsen af, men som løbende må og skal nyformuleres.

Jeg bruger bevidst og provokerende begrebet utopi. Når det gælder provisoriske utopier skal vi nemlig ikke lære af Karl Marx. Marx og Engels anså det for utopisk og forkert at ville foregribe udviklingslove, o.lign. for et socialistisk eller kommunistisk samfund.
Men Karl Marx havde her en død vinkel, noget han ikke så. Han var så optaget af at analysere kapitalismens indre modsætninger, at han manglede blik for, hvordan mennesker skaber deres egne sociale og politiske identiteter gennem visioner og håb om fremtiden. Marx havde ikke blik for, at sociale visioner og fremtidshåb bidrager til at skabe menneskers solidaritet, lyst til og engagement i at forandre verden. Solidariteten henter ikke kun næring i fælles (klasse)fjender og fælles interesser, men også i de sociale processer, der skaber fællesskab om visioner og fremtidsønsker.

Når mennesker i forskellige sociale fællesskaber udvikler og skaber visioner om en bedre verden, er visionerne ikke kun resultatet af politisk identitet og solidaritet. De er samtidig afgørende for selve det at skabe identitet og solidaritet. Når vi møder egoismen, selvtilstrækkeligheden og ligegyldigheden, møder vi ikke nødvendigvis mennesker, hvis samfundsmæssige placering kun giver dem disse holdninger som muligheder i livet. Nok så meget møder vi mennesker, der ikke mangler noget fælles at slås for og være sammen om, men som mangler brugbare fælles visioner og håb om en bedre fremtid.

Èn given klasseposition, én given kønsposition eller national placering kan føre til ganske forskellige samfundsværdier og –holdninger. Visioner og fremtidshåb kan være det enzym, der katalyserer vidt forskellige sociale og politiske holdninger og handlinger hos mennesker i samme samfundsposition.

Samfundsvisioner kan vokse ud af fælles interesser og indbyrdes solidaritet. Men solidaritet kan også udvikles gennem samfundsvisioner ud fra fælles interesser. Reelt er begge processer hele tiden i spil med hinanden.

Den tyske filosof Ernst Bloch (1885-1977) har poetisk udtrykt dette behov for samfundsvisioner sådan:

“Dog, i alle lyse eller, i det mindste, lysere verdensforbedringer, når de kun har blik for en åben himmel, uden køreplan, uden saglig skepsis, er dette ordsprog ikke fjernt: håben og venten gør mange til narre.”

Værdier og mål bliver først for alvor politisk mobiliserende, når de omsættes til konkrete samfundsvisioner, der kan give mennesker en politisk identitet som skabere af fremtiden. Derfor har socialister brug for en debat om værdier, mål og visioner. Om demokrati i økonomien om en anden økonomi. Ikke bare for at svare igen på den moderne antisocialisme, men også for at kunne mobilisere, organisere og tiltrække.

Dybest set var det ikke tekniske fejl eller kapitalens modstand, der var det virkelige problem med f.eks. Socialdemokratiets ØD-forslag fra 1973 eller de svenske Meidner-fonde. Det virkelige problem, det der førte til ØD-forslagenes exit af historien, var at de ikke var forbundet med en tilstrækkelig klar, nærværende og troværdig vision for lønmodtagernes indflydelse på samfundsudviklingen og deres eget arbejdsliv. Dette må vi lære af, når vi forsøger at skabe en ny debat i fagbevægelsen og andre steder om økonomisk demokrati.

Provisorisk utopi

Der er flere grund til, at jeg slår til lyd for provisoriske utopier. For det første hverken kan eller bør et socialistisk demokrati aldrig være båret af nogen endelig eller absolut vision for fremtidens samfund. Det er en fundamental del af selve demokratiet, at gårsdagens fremtidsmål sættes til kritisk, demokratisk debat og løbende forandres.

For det andet må vores fremtidsmål og -visioner ikke være rene tegnebrædtsøvelser og tankespind. De bør hele tiden udformes ud fra den indre modsætninger, potentialer og begrænsninger, som findes i den aktuelle kapitalisme.

For det tredje kan en moderne socialisme ikke bygge videre på fortidens socialdemokratiske eller kommunistisk tro på socialismen, som en ’uundgåelig’ historisk udviklingstendens. Fortidens fremskridtstro har generelt fået sig nogle skud for boven, og det gælder ikke mindst socialismen. Fremtiden er ikke, hvad den har været. Den er ikke længere bare ”fremskridt”, som mange engang troede. Det er blevet umuligt at hævde, at ”socialismen er fremtiden”, som både socialdemokrater og kommunister tidligere selvsikkert gjorde. Socialismen er i dag én mulig fremtid blandt flere. En fremtid, der kræver politisk vilje. Ikke nogen sikker udvikling. Den moderne socialisme er ”den usikre socialisme”. Det er fortsat muligt at argumentere for, at løsningen på bestemte samfundsmæssige udfordringer kræver et radikalt anderledes samfund, et socialistisk samfund. Men i dag må moderne socialister definitivt erkende, at historien ikke nødvendigvis fører til socialisme. Forestillingen om socialismen som historiens formål og endestation holder ikke. .

Netop en sådan moderne ’usikker socialisme’ åbner på én gang mere for subjektive utopiske udkast og kræver, at disse til enhver tid netop er subjektive, dvs. foreløbige og til stadig demokratisk debat.

For det fjerde må enhver utopisk tænkning være provisorisk, fordi vi endegyldigt må opgive forestillingen om socialismen som en produktionsmåde uden indre modsætninger, sprækker og skæve udviklingsdynamikker. Også en anden grundlæggende organisering end kapitalisme vil have sin egen ’politiske økonomi’. Hvis vi – provokerende – prøver at forestille os socialisme som ’planøkonomi’ i betydningen ’økonomi som demokratisk planlagt’, lader det sig netop ikke meningsfyldt gøre. Den bureaukratiske planøkonomis fallit i Sovjetunionen viste det med al tydelighed. Denne erklærede planøkonomi var alt andet end ’økonomi som planlagt’: systematisk ikke-planlagt knaphed på ressourcer, en investeringshunger, der overstiger det planlagte, overforbrug af arbejdskraft, planoverskridelser og krisetendenser.

At en moderne socialisme – ikke mindst i form af en socialistisk markedsøkonomi – også vil rumme en sådan indre dynamik, sin egen historisk specifikke politiske økonomi, turde i dag være indlysende. Og derfor må enhver socialistisk utopi nødvendigvis være foreløbig.

Den provisoriske utopi må med den svenske socialdemokrat Ernst Wigforss (1881-1977) på en gang være konkret, men ikke definitiv:
”För att fylla, sin uppgift behöver framtidsbilderna alltså vara någorlunda konkret utformade. Men denna utformning kan inte vara definitiv. Planerna och önskemålen står i värdeskala, inom vilken vägningar och avgöranden inte kan ske i abstrakto eller en ngång för alla utan måste bli beroende av de säskilda omständigheterna. Ôverhuvudtaget kan det mellan linjerna bort från det givna råda inte bara överenskommelse utan också spänning.(….) Och det är bedredskapen att ta hänsyn till denna vierklghet som ger fremtidsbilderna deres provisoriska karaktär.”

Socialistisk demokrati

Hvad er det så for værdier og mål, der bør være det centrale for en provisorisk utopi om økonomisk demokrati? Når jeg fortsat kalder mig socialist, er det ikke mindst fordi jeg har et radikalt andet mål for det politiske demokrati end borgerligt-liberale demokrater. Et socialistisk demokrati, der adskiller sig kvalitativt fra det liberale demokrati netop ved at udbrede demokratiet til økonomien og arbejdslivet.

Det er en gammel socialistisk lighedstanke, at ligheden også skal gælde demokratiet: lige muligheder for politisk indflydelse til alle – også for den del af samfundsbeslutningerne, der i dag er forbeholdt kapitalen og dens ansatte bestyrelser, direktører, mv.

Lighed i demokratiske muligheder er ét af flere elementer i et socialistisk demokrati, der både vil udvide og uddybe demokratiet radikalt:
• Udvide det, så der skabes radikalt øget lighed i demokratiske muligheder;
• Udvide demokratiet til nye områder, så nye beslutninger om bl.a. arbejdsliv, investeringer og produktion gøres til genstand for demokratisk debat og stillingtagen;
• Uddybning af demokratiet, så der udvikles nye former for politisk deltagelse, debat og beslutningstagen.

Heri ligger, at demokratisk kontrol med og forvaltning af økonomien betragtes som en positiv værdi i sig selv. Ønsket om en radikal udvidelse og uddybning af demokratiet er grundlæggende båret af det ønske om at gøre op med økonomiens ustyrede egenregulering og forestillingen om at kunne foregribe og forme fremtiden og økonomiens udvikling ud fra demokratiske bestemte værdier og mål.

Når jeg er tilhænger af en socialistisk markedsøkonomi, betyder det ikke, at jeg indsætter demokratisk kontrol og styring for at afhjælpe markedets fejl og mangler. Det betyder derimod omvendt, at jeg ser markedet som en muligheder for at løses nogle af demokratiets fejl og mangler. Jeg ser som socialist demokratisk styring og kontrol over økonomien som et selvstændigt gode. Men jeg erkender, at den direkte demokratiske styring rummer en række indre modsætninger og mangler, som den bevidst styrede brug af marked har muligheder for at afhjælpe.

De politiske producenter

Hvis den radikale udvidelse og uddybning af demokratiet skal være udgangspunktet for en nyformulering af kravene om økonomisk demokrati og demokrati i arbejdslivet, indebærer det, at der bl.a. sættes fokus på,
• at lønarbejdere (og andre) skal gives indflydelse på den samfundsmæssige profil af investeringspolitikker, ledelsesstrategier, innovation, produktionens organisering, overskuddets anvendelse, mv.;

I dag træffer en eksklusiv kreds af bestyrelser, direktioner, investorer, mv. et utal af beslutninger om investeringspolitikker, ledelsesstrategier, innovation, produktionens organisering, overskuddets anvendelse, mv., som har store og undertiden altafgørende betydning for menneskers og regioners fremtid, for nationalstaters udvikling, for bæredygtigheden i miljøet; osv. Den altdominerende sigtelinje i disse investeringer er den næste kvartalsbalance, morgendagens aktiekurs og aktieanalytikernes databaser over omkostningsindeks. En række afgørende aspekter af beslutningernes samfundsmæssige betydning tematiseres slet ikke og indgår ikke i beslutningerne: konsekvenser for beskæftigelse, miljø, skattebetaling, osv. Dette forhindrer dog ikke, at beslutningerne de facto har og får afgørende betydning for disse samfundsområder.

Nye forslag og visioner for økonomisk demokrati må sigte tredobbelt:
1. Skabe nye arenaer og rum for en åben tematisering af den samfundsmæssige profil i de mange beslutninger om investering, ledelse og produktion.
2. Øge ligheden i adgangen til at deltage i sådanne tematiseringer og beslutninger
3. Udvide lønmodtagernes (og andres) deltagelse i debat og beslutninger om investeringer, ledelse og produktion samt i forvaltning, udmøntning og kontrol af sådanne beslutninger.

Der kan tænkes – og er tænkt – mange politiske, faglige og økonomiske reformkrav som skaber sådanne nye arenaer for lighedsskabende demokratisk tematisering af den samfundsmæssige profil i investeringer, ledelse og produktion, f.eks.:
• politiske krav om, at virksomhederne fremlægger virksomhedsplaner og redegør for inddragelse af samfundsmæssige hensyn ,
• krav fra det offentlige og/eller investorer, f.eks. arbejdsmarkedspensionsfondene til virksomhederne om at følge og dokumentere en række etiske, miljømæssige og sociale minimumskrav;
• krav fra medarbejdere til virksomhedsledelser om at fremlægge udkast til strategiske beslutninger om investering, organisation, mv. for medarbejderne med henblik på debat og efterfølgende forhandling, mv.
• Krav om regionale solidaritets- eller udviklingsfonde, hvor lønmodtagerne demokratisk fastlægger retningslinjer for og krav til den samfundsmæssige profil i investeringerne
• Krav om arbejderstyrede virksomheder

Et væsentligt aspekt i sådanne reformprojekter er det, man kan kalde den politiske investor og producent: at lønmodtagere som investorer og producenter ikke alene gives magt til at påvirke økonomiske beslutninger om investeringer, produktion og ledelse. Men at det også sker på en måde, hvor det bliver helheden af samfundsmæssige mål, der indgår i den demokratiske debat og beslutning.

Det gælder ikke mindst de samfundsmæssige hensyn, der ellers ikke optræder som ’købedygtige behov’ på markedet eller afspejles i markedets priser: miljøomkostninger, arbejdsmiljøomkostninger, nedslidning af medarbejdere, trusler mod den sociale bæredygtighed i givne områder og regioner, udvikling af læring og evnen til omstilling, mv.

Ved at gøre sådanne hensyn til temaer i de løbende beslutninger om investeringer, innovation, organisation og ledelse, øges, udvides og demokratiseres produktionens samfundsmæssige form. På den måde lægges muligheden for at tage hensyn til bredere samfundsmæssige omkostninger og mål ind i de mange decentrale ex ante beslutninger om økonomi og produktion.

Dette indebærer en vision om en økonomi, hvor ’den politiske investor og producent’ på afgørende vis supplerer de kendte muligheder for at tilføre selve markedet information om samfundsmæssige profiler gennem f.eks. miljøafgifter, økologiske og sociale deklarationer og mærker, mv. Samtidig supplerer og spiller det sammen med ’den politiske forbruger’ både ved at tilbyde den kendte politiske konsumforbruger nye informationer af produkter og serviceydelsers samfundsmæssige profil og ved selv at optræde som politisk forbruger i produktionsleddet, når virksomheder f.eks. vælger underleverandører.

Nye ejendomsformer

Heri ligger, at selv om markedet ikke ophæves, kan og må der ske afgørende ændringer i den reelle dispositionsret over investeringer, produktionsmidler og overskud.
Demokrati i økonomien må bygge på forskellige solidariske kooperative ejendomsformer. Den kan også bygge på både offentlig ejendomsret og f.eks. lønmodtagerfondes investeringer. Hvor samfundet eller lønmodtagerfonde er juridiske ejere, skal medarbejderne sikres dispositionsretten, ’brugsretten’, så de får mulighed for reel selvforvaltning. Men en sådan brugsret er netop ikke en ejendomsret. Medarbejderne skal f.eks. ikke kunne pantsætte eller sælge virksomheden og stryge gevinster.

For alle disse ejendomsformer vil der eksistere en overordnet samfundsmæssig styring, bl.a. i form af krav til miljø, arbejdsmiljø, rummelighed, o.lign. Samfundets politiske demokrati gør dermed indhug i og sætter rammer for medarbejdernes selvforvaltning og beslutning. Det samme vil ske gennem krav for lokalsamfundet, fra kunder og leverandører, ligesom der fortsat være behov for fagforeninger, overenskomster og medarbejderrettigheder.

Den reelle dispositionsret over produktionsmidler er således ikke knyttet til én bestemt juridisk ejendomsform, men flere. Magten over, hvad der skal produceres, hvordan og på hvilke vilkår er ligeledes ikke placeret ét og kun ét sted. Den ligger i mange forskellige demokratiske fællesskaber. Altså en samfundsmodel langtfra både centraldirigeret planøkonomi transnational selskabskapitalisme.

Det afgørende i en sådan socialisme er, at der er tale om en radikal øgning af ligheden i adgangen til denne magt og en fundamental demokratisering af magten.

Friheden i arbejdet

Den radikale udvidelse og uddybning af demokratiet indeholder samtidig et andet afgørende aspekt:
• At lønarbejdere (og andre) skal gives indflydelse på skabelsen af vilkår for et godt sundt arbejdsliv.

Heri ligger, at friheden ikke kun defineres som friheden fra lønarbejdet, f.eks. i form af kortest mulige arbejdstid, men også formuleres som en frihed i arbejdet. At lige muligheder for livsudfoldelse og udvikling i arbejdslivet gøres til et selvstændigt samfundsmæssigt mål for økonomien. At den økonomi, der ikke bare skaber flere jobs, men også bedre (og sundere) jobs, ikke bare som i EU’s såkaldte Lissabonstrategi er en særlig vej til global konkurrenceevne og økonomisk vækst, men også er et selvstændigt samfundsmæssigt gode, som bør præge de økonomiske beslutninger.

Ved at gøre friheden og livsudfoldelsen i selve arbejdet til et selvstændigt anerke4ndt mål for økonomien, bliver det også nødvendigt at bryde med forestillinger om, at ’det udviklende arbejde’ (LO) og ’bedre jobs’ (EU) automatisk, nærmest pr. definition går op i en højere enhed med optimering af medarbejdernes produktive formåen og dermed kan være et velegnet bidrag til profitoptimering. Grundlæggende er friheden i arbejdet, ’det gode arbejde’ en subjektiv opfattelse hos den enkelte. Denne opfattelse kan i vid udstrækning formuleres og formes sammen med andre – i og uden for arbejdslivet. Men heri lægger blot, at den ikke kun rummer en individuel, men også en kollektiv subjektivitet.

Omvendt er ’det gode arbejde’ langtfra altid det effektive arbejdes værste fjende. Ofte spiller de faktisk fantastisk sammen. Det kan blot ikke automatisk forudsættes, og netop derfor må demokratiet i økonomien rumme særlige former for arbejdspladsdemokrati og selvforvaltning, hvor medarbejderne får mulighed for selv at formulere deres særlige krav til det gode arbejde i en den helhed af beslutninger om investering, ledelse og organisation, der på én gang skal skabe effektiv samfundsmæssig produktion i bred forstand og skabe frihed og livsudfoldelse i arbejdet for de ansatte.

En genopstanden dagsorden

Er der så nogen muligheder for at sætte en ny dagsorden om økonomisk demokrati? Eller er det en for længst afdød dagsorden for ’retrosocialister’? Selve ØD-tanken, som den blev formuleret herhjemme i starten af 1970’erne, og de svenske Meidner-fonde kan synes stendøde. Men det er imidlertid ikke helt tilfældet.

Dele af dansk fagbevægelse og kræfter på det politiske venstre har sat gang i en debat om, hvordan arbejdsmarkedspensionsfondene kan bruges til at erobre øget demokratisk lønmodtagerindflydelse på selve investeringerne med krav til de, virksomheder hvor der investeres, om at leve op til bestemte krav om medbestemmelse, godt arbejde, tryghed i ansættelse, ligestilling, mv.

Sverige har gennem de seneste år oplevet en vis fornyet debat om lønarbejdernes investeringer og kollektive magt i økonomien. Svensk LO har på sine seneste kongresser proklameret, at ”löntagerne ska ha sin rättmätige del av den stora förmögenhetsuppbyggnad som nu sker i framför allt pensionssystemen. Det gäller både inkomster och det inflytande som kapitalet ger.” Samtidig er kravet om ’en ny ägarstrategi’ blevet nyformuleret som en i princippet global strategi for økonomisk demokrati over for den stadigt mere internationaliserede kapital:
”Ett n ytt placeringsreglemente med en tydlig facklig inriktning, säkerställd genom ILOs och OECDs grundläggande rättigheter i arbetslivet, bör införas. Det behövs en facklig internationell samarbejdststruktur för utbyte, kontroll och uppföljning av företags agerande.”

På det politiske venstre har SF’s svenske søsterparti Vänsterpartiet gennemført en omfattende debat om behovet for ny ejendomsformer og aktiv demokratisk brug af lønarbejdernes pensionsopsparing.

Svensk LO har bl.a. ladet sig inspirere af Canada, hvor dele af fagbevægelsen gennem de sidste 10 år med held har opbygget solidariske investeringsfonde, som har skabt 60-70.000 arbejdspladser og erobret en helt central rolle, når det gælder fremskaffelse af risikovillig kapital. Svensk LO har på sin kongres i 2000 bl.a. besluttet at undersøge mulighederne for at oprette en solidaritetsfond efter canadisk forbillede, og der lægges op til, at der skal følge konkrete krav med, når en sådan fond investerer. Svensk Metall har allerede selvstændigt startet sin egen investeringsfond ’Metallica’. I Norrland har LO oprettet en regional fond, der har til formål at stimulere det regionale næringsliv gennem tilførsel af risikovillig kapital..

Debatten er der. Det er på tide, vi tager del i den! Også i dansk fagbevægelse.

Bent Gravesten
Annonser

Entry filed under: Vänsterns Vägval.

Vänsterpartiets vägval Verklig demokrati bryter vanmakt

Kommentera

Fyll i dina uppgifter nedan eller klicka på en ikon för att logga in:

WordPress.com Logo

Du kommenterar med ditt WordPress.com-konto. Logga ut / Ändra )

Twitter-bild

Du kommenterar med ditt Twitter-konto. Logga ut / Ändra )

Facebook-foto

Du kommenterar med ditt Facebook-konto. Logga ut / Ändra )

Google+ photo

Du kommenterar med ditt Google+-konto. Logga ut / Ändra )

Ansluter till %s

Trackback this post  |  Subscribe to the comments via RSS Feed


Top Clicks

  • Inget

Blog Stats

  • 7,500 hits
april 2004
M T O T F L S
    Maj »
 1234
567891011
12131415161718
19202122232425
2627282930  

%d bloggare gillar detta: